Shipping DKK 49,- | 3-5 workdays | Free shipping for Danish orders - buy for more than kr 500 | International see below

INTERVIEW - TEKSTILDESIGNER RIKKE BORG-LAURITZEN

Rikke Borg-Lauritzen Borgs Büro
Tekstildesigner Rikke Borg-Lauritsen (RBL) som står bag designbrandet Borgs Büro er en af de efterhånden mange designere som Ditte Maigaard Studio repræsenterer. 
RBL arbejder passioneret med materialer, mennesker & muligheder. Med eet ben i den kommercielle verden og eet i den kunstneriske, trækker hun tråde på kryds og tværs. Hun arbejder skiftevis intuitivt og opsætter dogmer, og fascineres af mødet mellem tradition og fornyelse. 
Vi har stillet RBL nogle spørgsmål om hendes arbejde som tekstildesigner. Følg med herunder.
Hvad er din baggrund?
I 2008 blev jeg efter fem års studier uddannet Tekstildesigner fra Designskolen Kolding. Siden har jeg blandt andet arbejdet på et trendbureau samt været selvstændig og partner i et nystartet firma med tekstile produkter til udendørs brug, inden jeg i 2016 blev ansat på ARoS kunstmuseum som kreativ formidler.
Hvad er historien bag et udvalg af dine smykker eller objekter?
I mit afgangsprojekt tog jeg afsæt i Molekylær Gastronomi som var det helt nye i gastronomiens verden på daværende tidspunkt. Jeg var fascineret af kokkenes tilgang til udvikling af nye retter udfra sensoriske greb, og ønskede at arbejde med dette i et smykkeprojekt. Det endte med en serie på fem store halssmykker i alternative materialer, som blandt andet blev udstillet i en moderne slagterbutik med tilhørende spisested i København. 
Borgs Büro Rikke Borg Lauritzen Textile Design
Er der nogle projekter / produkter som du særligt vil fremhæve og hvorfor?
Min Squiggle-serie som i 2010 blev indkøbt af Statens Kunstfond - og nu er del af deres fine udlånsordning. Serien er en god indikator for hvordan jeg arbejder. Det er som oftest materialet og dets egenskaber, der vækker min nysgerrighed - og så har jeg en legende tilgang til at undersøge hvad det kan. Jeg er ikke fastlåst af en bestemt teknik, men ‘shopper rundt’ og afprøver gerne flere forskellige teknikker i samme materiale. Squiggle-serien opstod en dag, på samme måde som kruseduller når man skribler på papir ved en telefonsamtale eller lignende.
Kan du fortælle lidt om de materialer og den teknik som du anvender (usædvanlige materialer i forhold til smykker)?
Jeg ser mig selv som formgivende formidler. Og for at få formidlet den historie jeg ønsker fortalt, bruger jeg tekstile materialer og teknikker til at formgive udfra. Jeg benytter også denne fortælling til at skabe en rød tråd helt ud i både titel, emballage og præsentation af produktet/ projektet. Som oftest opstiller jeg et dogme, så jeg har en ramme at arbejde udfra. Det fungerer bedst for mig. 
Som del af processen med Molekylær Gastronomi, brugte jeg ‘håndholdte’ køkkenredskaber (ikke elektriske) og legede kok i eget køkken. Jeg afgrænsede materialerne til udelukkende at bestå af hvide ‘råvarer’. Andre gange kan det være udelukkende at arbejde i eet materiale, hvor jeg ikke må tilføre andet. Begrænsningerne åbner for mig en vid verden!
Jeg holder af at have materialerne i hånden - men er også nysgerrig på ny teknologi. Dog synes jeg at det er i kombination af de to verdner der sker noget nyt. Et eksempel på det, er halssmykket GraiNeck, som jeg først formgav i hånden i en limmasse med plastkugler. Derpå fik jeg det 3d scannet og efterfølgende 3d printet. Jeg var heldig at modtage et projektstøtte-legat tilbage i 2009, hvor man kun to steder i landet kunne 3d-printe, og det var en noget bekostelig affære! 
Rikke Borg-Lauritzen Borgs Büro Tekstildesign
Har du nogle fremtidige design projekter i tankerne?
Nye idéer blomstrer hele tiden op, og jeg har altid masser af små eksperimenter liggende på mit arbejdsbord (og alle mulige andre steder). Som de fleste andre savner jeg dog tid til fordybelse og flere afprøvninger, før produktet er helt færdigmodnet.  
Jeg drømmer om nogle flere samarbejder, da jeg finder det berigende at arbejde med forskellige kompetancer. Jeg har et spirende projekt med en dygtig keramiker, som dog også  pt. er sat på standby pga. tidsmangel fra begges side.
Se RBL's Squiggle smykker lige HER
Se RBL's Foam smykker HER
Se RBL's Dot smykker HER
Se RBL's tekstile ornamenter HER
Back to Top